Interview. Erklæret ateisme, utroskab, incest og homoseksualitet udfolder sig i den rebelske, syriske forfatter Ammar Abdulhamids roman "Menstruation"
Den store forvirring
DAMASKUS – Når man nu kunne bo i den vidunderlige gamle bydel i Damaskus med smalle brolagte gader og smukke gamle huse med tagterrasser, så virker det lidt kedeligt, at den unge syriske forfatter, Ammar Abdulhamid holder til i et stykke betonsnask påen af byens seks-sporede udfaldsveje. Manden har jo skrevet en vildt grænseoverskridende roman, hvor der bolles på kryds og tværs i både lesbiske og hetero-trekanter, og hvor hovedpersonen når frem til at forkaste Gud og religionen og alle dens sure, gamle mænd. Selve titlen kan sågar provokere selv den bedste vestlige blasfemiker: Menstruation, hedder den. Men bohême er den 36-årige Ammar Abdulhamid altså ikke, han lever som ægtemand i et hjem, der rummer så meget nips og pynt, så mange grønne planter og tørrede blomsterbuketter og kranse, at man bliver ved med at få øje på nye små arrangementer, hver gang værten går på toilettet eller henter nye forsyninger til den linde strøm af serveringer: te, kaffe, friskpresset juice, isvand, frugt, mandler og pistacier og fremragende, syriske nøddekager, nogle med flødefyld. »Den handler om frigørelse, om de unges oprør mod den seksuelle undertrykkelse. Bogens personer bryder med traditionerne, fordi de ikke tror på dem. Der er tale om et bevidst brud, ikke bare om at være ligeglad, men om at bryde med troen,« siger Ammar Abdulhamid. Menstruation er skrevet på engelsk og udgivet i London for to år siden. Den er allerede oversat til japansk, fransk, hollandsk, italiensk og spansk, men altså ikke til hverken arabisk eller persisk, selvom det er på disse sprog, den for alvor burde gøre lykke. Bogen kan dog købes i Libanon, hvor den har solgt godt, og den er også lagt ud på nettet sammen med en del andre af Abdulhamids skriverier. Titlen henviser til hovedpersonen, Hasan, som evner at lugte, om kvinder har menstruation og som har perfektioneret denne evne til det yderste og kategoriseret det brede spektrum af menstruationsblodets farve, lugt og konsistens fra K til T med undergrupper fra 1-9. (...), men kun de forskellige typer af menstruationsblod kan udforskes på ægte metodisk vis. I dette øjemed var det en stor hjælp at snuse gennem skraldespandene på jagt efter brugte tamponer. (...) Menstruationsblodstypen hos den pige, der havde gjort Hasan så ulykkelig på den første dag af Eid al-Fitr, var R8. (...) Hvad angår Lama, den tidligere omtale kone til dr. Azmah, så var blodtypen T9, den mest sjældne og afskyelige af dem alle, men alligevel lykkedes det hende at virke smuk og tiltrækkende på Hasan. Daniyah’s type er L2, hans mor P4 og hans storesøster P3, Kindah M1, hvilket også er Wisams type. Abdulhamids trampen rundt i det voldsomt tabuiserede menstruationsblod, som i den muslimske kultur anses for at gøre en kvinde så uren, at hun end ikke må træde ind i en moské for at bede, er kun én helligbrøde ud af flere. Hovedpersonen Hasan når i løbet af romanen frem til at forkaste sin barnetro og underløbe sin faders autoritet og vilje. Han horer med en gift kvinde, Wisam, som betror ham, at hun mistede sin mødom, da hendes far voldtog hende. Wisam har for øvrigt et lesbisk forhold til Batul, der har gjort det til sin mission her i livet at tilfredsstille så mange af disse millioner af seksuelt frustrerede kvinder i den arabiske verden som muligt. Erklæret ateisme, utroskab, incest og homoseksualitet udfolder sig i romanen og flettes sammen med personernes indre og fælles dialoger om selv samme emner: hvorfor er hvad forbudt? Hvorfor kan vi ikke leve, som vi har lyst til? Hvad skal vi gøre? »Der er en masse indestængt vrede blandt de unge i Syrien over alle de sociale restriktioner. De har ikke mulighed for at forlade familien og undslippe den sociale kontrol, eftersom de er økonomisk afhængige af den. De kan ikke få arbejde, og hvis de får, så er lønnen ikke deres egen men familiens. For både mænd og kvinder gælder det, at familien bestemmer, hvad man spiser, hvordan man klæder sig, hvor man kan gå hen, hvornår man skal komme hjem, og de unge har ikke styrke til at udfordre kontrollen.« AMMAR Abdulhamid er uddannet i USA, hvor han læste historie og astronomi på Wisconsin University fra 1986 til 1992. Her begyndte han at skrive på engelsk, men opgav efter at en lærer havde fortalt ham, hvor elendigt han skrev. Da han sidenhen gerådede ud i svare eksistentielle overvejelser, som endte med, at han erkendte, at han ikke tror på Gud, genoptog han imidlertid skriveriet. Inden Menstruation skrev han en lille roman, der handler om skuffelsen ved religion, og derudover har han skrevet digte. Undervejs i Menstruation kan det hænde, at man giver den amerikanske lærer ret: teksten er til tider som en anden prædiken, og hovedpersonernes indre dialoger trækkes op med både pensel og tusch, så læseren ikke har en ærlig chance for at misforstå noget som helst. Alligevel fungerer teksten, for man bliver lukket ind i hele denne verden af tanker og følelser og handlinger, som Mellemøstens ungdom navigerer i, men som europæerne står 100 pct. uforstående overfor. Derfor bliver det særlig spændende pludselig at være insider. Samtidig fornemmer man en vilje til et ganske kontant samfundsengagement bag teksten. »Vi er fremfor alt forvirrede. Der er en voldsom identitetskrise i de arabisk-talende lande. Man kan ikke arve identitet, den skal bygges op, ens identitet er det, man opnår ved at skabe. Vi siger, vi er arabere, men hvad vil det sige? Vi ved ikke engang, hvad det vil sige at være syrere. Vi er mennesker, som ikke ved, hvem vi er, så hver gang, der er krise, falder vi tilbage på de gamle mønstre: på klanen, sekten, provinsen osv., på netop det, der splitter os. Vi har brug for at føle os som borgere, for at beslutte os for at være borgere og arbejde for at skabe et godt samfund.« Den store forhindring for at være borger ligger i det etablerede, politiske system i Syrien, eller sagt lige ud af posen: militærdiktaturet. Her tillades ingen aktiviteter, som ikke følger regimets udstukne linje. Det er imidlertid lykkedes for Ammar Abdulhamid at få tilladelse til at starte en virksomhed, Ethana, der fungerer som en forening: »Jeg drømmer først og fremmest om at være i stand til at tale og handle frit. Vi prøver med Ethana at skabe små rum for frihed og siden udvikle dem. Hvis jeg udfører socialt arbejde for handicappede, er det også en politisk handling. Når man lever i et autoritært land, så bliver enhver handling begået uden regimets kontrol til en politisk handling. Vi arbejder meget grundlæggende, med analfabetisme, med kvindens stilling, med gabet mellem by og land. For os handler det om udvikling, om socialt arbejde, vi er ikke specielt interesseret i politik. Jeg håber, at regimet vil forstå, at det er helt nødvendigt at påtage sig dette udviklingsarbejde. Det ville være virkelig godt, hvis noget af presset og nogle af restriktionerne blev fjernet.« FOR eksempel er det ikke lykkedes Ethana at få tilladelse til at oprette et hjem for voldsramte kvinder, selvom der er en række love, som skal beskytte kvinder mod vold. Generelt er det uhyre vanskeligt at få tilladelse til at stifte en regime-uafhængig forening, og hele denne mur af forbud og begrænsninger, som militærdiktaturet rejser, afstedkommer en stærk følelse af ikke at kunne udfolde sig, af at være tvunget til passivitet og til at undertrykke sin virkelyst og sine ambitioner. »Vi har masser af ideer, her er masser af begavede unge. Vi ved, hvad der skal gøres, vi er ikke utopister, vi ved, det vil tage lang tid, men vi vil i gang med at så frøene nu. Det vigtigste er at komme i gang.« En af årsagerne til, at man ikke kan få tilladelse til at oprette et hjem for voldsramte kvinder, er religionens magt – eller rettere de religiøse mænds magt: et sådant hjem kan blive tilflugtssted for uterlige kvinder, siger de og taler om familiens ære og om kvindens plads. »Jeg er meget kritisk i forhold til dele af den islamiske tradition. Mange af de liberalt tænkende arabere holder sig tilbage med at kritisere islam, fordi de mener, at det vil blive brugt imod os. De sagde det samme for tyve år siden. Problemet er, at hvis ingen sætter spørgsmålstegn ved noget, så sker der intet. De religiøse konservative har meget større frihed til at tale og udgiver mange flere bøger end de liberalt tænkende. Baath-partiet har overgivet den sociale sfære til de religiøse konservative; vi har ikke en politisk islam i Syrien men en social islam, og de liberalt tænkende sidder i klemme mellem de politiske autoriteter og de religiøse konservative.« Den samme tendens kan man iagttage i lande som Ægypten og Irak. I det hele taget søger arabiske ledere i dag at tiltuske sig legitimitet ved at føre sig frem som gode muslimer. Da ministre fra hele Mellemøsten for nylig afholdt »Arab encounter for Education and Information«, blev mødet indledt med Koran-recitation, og det var aldrig sket for bare 15 år siden. Fredagsprædikener, ramadan og pilgrimsfærd bliver også udnyttet til religiøs propaganda af konservativt tilsnit. Det samme gør sig gældende for de kristne, jødiske og alawitiske samfundsgrupper i Syrien, som ellers har været fuldstændig sækulariserede. Problemet er den fundamentalistiske kerne, som afviser »de andre«. Fundamentalisterne giver ikke deres børn lov til at være forskellige. Min datters veninde fik en kæreste, og følgelig blev hun slået og måtte til lægen og er nu ved at udvikle psyko-somatiske problemer og får dårlige karakterer i skolen. De unge ser tv, går på internettet osv. De ser, at folk lever på andre måder, men de konservative familier tillader ikke deres børn at forandre sig. 30-årige kvinder kan stadig få bank af deres brødre. Problemet er, at konservatisme er autoritær, de bruger vold. Du kan ikke forestille dig det psykiske pres, en konservativ familie kan udøve på deres børn. De føler, de ejer dem, de respekterer ikke deres børn.« DEN sociale kontrol bliver legitimeret og opmuntret af de religiøse på tv, i radio, i bøger og på kassettebånd osv. Eftersom der her er tale om »traditionen« opfatter selv liberalt tænkende de religiøse konservative som »de ægte syrere«, påpeger Ammar Abdulhamid. »Jeg har en ven i Israel, som beretter om det samme problem: at sækulære israelere føler sig »skyldige« i forhold til de ortodokse, og det er derfor, de har uforholdsmæssig meget politisk magt. Mange syrere ser på fundamentalisterne med foragt, men samtidig også med en følelse af, at det er sådan, man burde være: vi andre er syndere, vi er svage, vi er dem, djævelen har hvisket i øret.« Den faktiske alliance mellem det autoritære og militaristiske Baath-parti og den religiøse konservatisme har igennem årtier ikke levnet plads til hverken venstre- eller højreliberale. I de senere år, efter Hafez al-Assads død, er der imidlertid så småt kommet rum for et gryende civilsamfund. »Baath-partiet har ingen anden vision end at beholde magten. Islamisterne har en vision for et islamisk samfund og de har haft mulighed for at få reel indflydelse. De liberalt tænkende kan skrive nogle bøger, der bliver udgivet i Libanon, men de kan ikke handle i praksis. Samtidig har de deres enorme ego’er og bekriger hinanden indbyrdes. Det er derfor Ethana er så vigtigt for mig, for vi gør faktisk noget, om end det er meget små skridt. Vores projekt og et par andre små projekter er foreløbig de eneste frø til et civilsamfund i Syrien.« I denne situation af stor forvirring og mangel på ikke-totalitære ledetråde udgør forholdet til Vesten en yderligere komplikation: »Historisk set har der været mange fjendtligheder mellem Europa og Mellemøsten, så hver gang der er krise, falder folk tilbage på stereotyperne. Der har aldrig været en bredt organiseret kamp mod stereotyperne, hverken i Øst eller Vest. Det er en ond cirkel, hver gang der er et terror-attentat eller en krig, så hører man de samme erklæringer og beskyldninger igen og igen. Men sådan kan det ikke fortsætte. Efter den 11. september kan vi jo se, at enhver handling i verden har konsekvenser overalt. Vores skæbner er vævet sammen, vi er én menneskehed. Geografi, politik og økonomi fortæller os, at vi er forenet, men vores sind kan endnu ikke rumme det, så vi sidder fast i nationale og andre interessegruppers identitet. Det, vi har brug for, er en følelse af fællesskab.« KONFLIKTENS kerne ligger i, at såvel Vesten som den muslimske verden tror, at de har en skæbnebestemt mission, mener Ammar Abdulhamid. Europæerne og amerikanerne tror på, at de skal være verdens ledere og udbrede demokrati. Muslimerne mener også, at de er udset til at bibringe verden den ægte civilisation. »Det ligger i kristendommen såvel som i islam, at man tror, man ejer sandheden og kender Guds vilje. Lige nu er den ene gruppe imidlertid både økonomisk, politisk, kulturelt og teknologisk langt mere avanceret end den anden. Det er netop de arabisk-muslimske landes svaghed, der skaber en ekstrem frustreret situation. De muslimske fundamentalister er totalt marginaliserede og det fører dem ud i selvdestruktion. Hvordan kan bin Laden tro, at han kan angribe USA? Han må jo være idiot. Det handler ikke om fornuft, det handler om et desperat ønske om at tro, at man kan vende den nuværende verdensorden og gå fra at være slave til at være herre.« I forholdet mellem Vesten og Mellemøsten spiller også konflikten mellem udenrigspolitiske interesser på den ene side og almindelige, moralske værdier på den anden side en væsentlig rolle. »Sagen er, at folks værdier er én ting og deres behov en anden. Man kan profitere på uretfærdighed; ens behov får én til at svigte sine værdier. Det ved politikerne, de må gå på kompromis med deres værdier og siger ét, mens de gør noget andet. Denne dikotomi vil ikke skabe gode resultater fremover. Det nytter ikke, at Vesten bliver ved med at varetage sine egne interesser på bekostning af andres. Vi må indse, at vi har fælles interesser, ikke bare nu men også om 20 år. Når bin Laden handler i islams navn, så er det muslimernes pligt at bekæmpe ham. Og amerikanerne må påtage sig ansvaret for en del af årsagerne, alle må tage et ansvar for at bekæmpe hadet og stereotyperne. Ingen af os er uskyldige, vi har arvet et system og når vi profiterer på det, så bliver vi medansvarlige. Vi må tage ansvaret for de handlinger, der begås i vores navn og protestere højlydt, hvis vi er uenige.«
Lagt på www.weekendavisen.dk den 27. februar 2003 kl. 17:39.
|
 |
|
|
|
|
lust for salvation, Brother, as though it were a woman, and I - a man.
|
